Og så skete der det modsatte. Filmsalget er steget år efter år siden da. Kodak har genansat medarbejdere og udvidet produktionen. Ilford udvider sit sortiment. CineStill, Lomography og en stribe mindre producenter sælger film til et publikum der ikke er vokset op med det og ikke bærer på nogen nostalgi for det. De yngste entusiaster i analog fotografering har aldrig ejet et mørkerum og har ingen erindringer om at vente på fremkaldede ruller. De valgte det alligevel.
Det er ikke nostalgi – det er modstand
Nostalgi-forklaringen er nærliggende, men den holder ikke. Gennemsnitsalderen på de markeder, hvor filmfotografering vokser mest, er faldende. Det er de unge der driver det – samme generation der er vokset op med smartphones, øjeblikkelig deling og ubegrænsede forsøg. At de vælger et medie med 36 eksponeringer pr. rulle og en uge til fremkaldning kræver en anden forklaring.
En del af den forklaring finder du, hvis du ser på hvad digital fotografering er blevet til. Algoritmer der booster, glatter og optimerer. AI der bestemmer hvad et godt billede ser ud som, inden du overhovedet har taget stilling. Sociale medier der belønner det forudsigelige og usynliggør det anderledes. I den kontekst giver det faktisk mening at vælge et medie der ikke kan optimeres, ikke kan redigeres i realtid og ikke giver dig 400 forsøg til at ramme det rigtige lys. Filmen tvinger dig til at tage ét billede. Og fordi det koster noget – tid, penge og kemikalier – overvejer du det faktisk inden du trykker.
Begrænsning som frihed
Det lyder paradoksalt, men mange filmfotografer beskriver netop begrænsningen som noget befriende. Når du ikke kan scrolle igennem 200 billeder og slette de 190 der ikke var gode nok, ændrer dit forhold til selve fotografiakten sig. Du er mere til stede, venter lidt længere og ser mere grundigt på lyset inden du løfter kameraet. Der sker noget med intentionen, og det mærkes i billederne.
Der er også noget at sige om æstetikken, selvom det ikke er hele svaret. Filmkorn, farvekarakter og den måde lys flyder ind på en analog sensor er svær at kopiere digitalt uden at det ser som en kopi. Digitale filmsimulatorer er blevet meget gode, men der er nuancer i lystemperatur og kontrast der stadig sidder anderledes på ægte film – og det påvirker oplevelsen af billedet, ikke nødvendigvis bevidst, men det gør det.
Hvad det siger om vores forhold til billeder
Den dybere pointe er måske ikke film versus digital, men hvad tilbagekomsten siger om vores tid. Vi lever i en periode, hvor det er blevet vanskeligere end nogensinde at vide, hvad et billede egentlig viser. Computerskabte billeder, deepfakes og AI-genererede fotografier der ikke kan skelnes fra virkelighed ændrer tilliden til billedet som dokumentation. Og det kan godt være, at der i den situation er noget tiltrækkende ved et medie der som udgangspunkt ikke kan lyve på de måder – et medie der kræver, at der rent faktisk var noget foran linsen.
Det er ikke sikkert, at de unge filmfotografer tænker over det sådan. Men kulturbevægelser opstår sjældent med fuldt udformede manifester. De opstår, fordi noget ikke længere føles rigtigt – og fordi et alternativ pludselig giver mening på en ny måde. Analog fotografering er ikke fremtiden. Men det er heller ikke fortiden. Det er et svar på noget, og det er værd at tage seriøst.
