Hvad er albumin – det organiske bindemiddel i fotografihistoriens første printepapir
Albumin er et vandopløseligt protein, der naturligt forekommer i æggehvide, blodserum og mælk, og som i fotografiens tidlige årtier spillede en central rolle som bindemiddel i produktionen af fotosensitivt papir. I fotografisk sammenhæng refererer albumin næsten altid til æggehvide-albumin, der fra midten af 1800-tallet og frem til de første årtier af 1900-tallet var det dominerende materiale til fremstilling af albuminpapir, den mest udbredte printtype i hele den viktorianske æra. Proteinets evne til at danne en glat, tæt og let blank overflade på papir, og dets kemiske egnethed til at binde lysfølsomme silversalte, gjorde det til et nærmest ideelt materiale til at skabe billeder med en rigdom og detaljegrad, som de foregående processer ikke havde kunnet matche.
Kemisk funktion
Albuminmolekylet er et globulorisk protein med en kompleks tredimensionel struktur, der denaturerer og udfolder sig når det opvarmes eller udsættes for syrer. Det er netop denne egenskab, der gør det kemisk anvendeligt i fotografi: når albumin påføres papir og tørres, danner det en fast, semi-permeabel overflade, der kan impregneres med lysfølsomme kemikalier uden at disse trænger ned i selve papirfibrene. Resultatet er et printlag, der sidder præcist og kontrolleret på overfladen og giver fine, skarpe detaljer og en karakteristisk glans, som rå papiroverflader ikke kan opnå.
I albuminprocessen blandes æggehviden typisk med natriumklorid, det hvide papir overtrækkes med det skummede albuminlag, tørres og derefter sensitiveres i et sølvnitratbad. Sølvsaltet reagerer med kloridionerne og danner sølvklorid inde i albuminlaget, og det er dette lysfølsomme stof, der under kontakt-eksponering med sollys i en kopieringsramme mørkner og danner det endelige billede.
Hurtigt overblik over albuminets egenskaber
Det er afgørende for forståelsen af albumin som fotografisk materiale at se det i lyset af de alternativer, der fandtes i dets glansperiode. Det saltede papir, der gik forud, gav matte og relativt grovkornede prints, fordi billedlaget sad i selve papirfibrene. Albumin hævede billedet op på overfladen og skabte en finhed og glasagtighed i tonen, der tiltalte en hel tids æstetiske standarder for, hvad et fotografi skulle se ud. Den blankhed og det kølige, sølv-baserede tonespektrum fra lilla-brun til rødlig-brun er blevet det umiddelbart genkendelige kendetegn for perioden og er en af grundene til, at fotografier fra 1860\’erne til 1890\’erne har et visuelt udtryk, der er let genkendeligt og distinkt fra alt, der kom efter.
Albuminets svaghed var dets relative kemiske ustabilitet over tid. Iltning og lyseksponering nedbryder sølvet i billedlaget, og resultatet er den karakteristiske gulning og fading, man ser i mange bevarede eksemplarer. Det er netop denne forvitring, der i dag giver mange albumin-prints en patina der på én gang fortæller historien og repræsenterer en udfordring for konservatorer, der ønsker at stabilisere og bevare materialerne.
Tip: Håndterer du originale albumin-prints fra 1800-tallet, bør du altid bruge bomuldshandsker og undgå direkte berøring af billedfladen. Fedtstoffer og syrer fra huden accelererer nedbrydningen af det sårbare albuminlag markant, og selv kortvarig kontakt kan efterlade permanente aftryk på billeder, der allerede er kemisk ustabile efter mere end 150 år.