Hvad er ambrotypi – det victoriatide fotografis direkte positiv på glas
Ambrotypien er en fotografisk teknik, der opstod i begyndelsen af 1850\’erne som et alternativ til det dyrere og mere komplicerede daguerreotypi og hurtigt vandt udbredelse som et overkommeligt og visuelt overbevisende portræt-medium for en bred befolkning. Processen er i sin kerne en undereksponeret kollodiumnegativ på glas, der ved at placere en mørk baggrund bag eller under glaspladen transformeres optisk til et positivbillede med en fin, sølvhvid billedtone mod det mørke underlag. Resultatet er et direkte, ikke-reproducerbart billede, der eksisterer i ét enkelt eksemplar – på samme måde som daguerreotypiet, men produceret langt hurtigere og billigere, og med en mere mat og pudret æstetik frem for daguerreotypiets karakteristiske spejlagtige glans.
Teknik og kemi
Udgangspunktet for ambrotypiprocessen er kollodiummassen, en sirupagtig opløsning af kollodium og halogenider, der hældes over en glaspladesalong og fordeles jævnt, inden pladen sensitiveres ved at sænke den ned i et sølvnitratbad. Derved dannes lysfølsomme sølvsalte inde i kollodiummassen, og pladen er klar til eksponering i kameraet inden for minutter – processen er våd-kollodium, hvilket betyder at pladen skal eksponeres og fremkaldes, inden kollodiummassen tørrer og mister sin lysfølsomhed. Det giver fotografen et tidsvindue på typisk ti til femten minutter fra hældning til fremkaldelse, og det er dette krav om umiddelbarhed, der giver den historiske kollodiumfotografering sin intense, koncentrerede karakter.
Efter eksponering fremkaldes billedet i pyrogallol eller jernsulfat, der reducerer de eksponerede sølvsalte til metallisk sølv og danner et negativt billede. Fiksering fjerner de ueksponerede salte og stabiliserer billedet. Fordi ambrotypien er undereksponeret og fremkaldt til et tyndere sølvlag end et normalt negativ, fremstår billedet ikke som et skarpt sort men som et grå-hvidt, let uigennemsigtigt sølvlag – og det er præcis dette, der visuelt fungerer som positivets lyspartier, når det mørke underlag absorberer lyset bag glasset og viser de mørke partier af billedet.
Visuel karakter og sammenligninger
Ambrotypiens visuelle udtryk adskiller sig klart fra både daguerreotypiet og albumin-printet. Hvor daguerreotypiet har en nærmest fotografisk skarphed og dybde i detaljerne, er ambrotypien blødere og mere malerisk i tonen, med en sølvhvid kvalitet i lyspartierne der giver billedet en drømmende, historisk patina. Omslaget af læder eller tapet-pap beskyttede glaspladen og var typisk rigt dekoreret, og mange ambrotypier eksisterer i dag i original indramning, bevaret i familiers private samlinger.
Tidens fortolkning af ambrotypien var ambivalent: den var billigere end daguerreotypiet og dermed tilgængelig for et bredere publikum, men den manglede daguerreotypiets fine detaljegengivelse, og teknisk bevidste fotografer og kritikere betragtede den som en kompromisløsning snarere end et ægte fremskridt. Ikke desto mindre er det en af de historiske processer, der i dag oplever størst interesse i analogrelaterede kreative miljøer, fordi den kan udføres relativt tilgængeligt og giver et visuelt resultat, der er fundamentalt forskelligt fra alt moderne billedmateriale.
Tip: Ønsker du at eksperimentere med ambrotypiprocessen, er det muligt at tage workshops i våd-kollodiumfotografering hos specialiserede fotografer og ateliers. Start med sort-lakkerede aluminiumsplader i stedet for glas som underlag – de er mere robuste, lettere at håndtere og giver et næsten identisk visuelt resultat, mens du lærer processen at kende, inden du investerer i de mere skrøbelige glaspladealternativer.