Hvad er analog film – det lysfølsomme materiale bag det analoge fotografi
Analog film er det lysfølsomme materiale, der i det analoge kamera optager billedet ved hjælp af kemiske reaktioner frem for elektronisk billedregistrering. Filmen er grundlaget for alt analogt fotografi og har i over et århundrede eksisteret i utallige varianter og formater, hver med sin egen kemiske sammensætning, lysfølsomhed og visuelle karakteristik. Selv i en tid, hvor størstedelen af verdens fotografier tages med digitale sensorer, oplever analog film en renæssance drevet af fotografer, der søger det materielle, det uforudsigelige og den særlige visuelle karakter, som kemisk-baseret billedregistrering tilbyder, og som digitale processer kun delvist kan efterligne.
Kemisk opbygning
En analog film er opbygget i lag. Det bærende element er filmbasen, der historisk var fremstillet af nitrocellulose, siden acetylcellulose og i dag primært polyethylentereftalat. Oven på filmbasen sidder emulsionslaget, bestående af gelatine hvori lysfølsomme sølvhalidsalt, typisk sølvbromid, er suspenderet som mikroskopiske krystaller. Det er disse sølvhalidkrystaller, der registrerer lys ved eksponering og danner det latente billede, som først fremkommer synligt under kemisk fremkaldelse.
Farvefotografisk film er en videreudvikling af dette princip og er opbygget med tre separate emulsionslag sensitiveret for henholdsvis rødt, grønt og blåt lys, og med koblingsstoffer der under fremkaldelse danner de farvestoffer, der tilsammen gengiver en troværdig farvegengivelse af det fotograferede motiv. Sort-hvid film er typisk et enkelt emulsionslag med varierende korngradients, og det er netop i sort-hvid-filmen, at filmkornet – de individuelle og ujævnt fordelte sølvkrystaller – er mest synlig som det karakteristiske visuelle element, der adskiller analogt fra digitalt.
Filmens karakteristik og valg
Valget af film har direkte og markant indflydelse på det endelige billedes udseende. ISO-følsomheden, angivet som filmhastighed, bestemmer filmens lysfølsomhed og er tæt forbundet med kornstørrelse: en langsom ISO 50-100-film har meget fine korn og en glat, detaljerig gengivelse, mens en hurtig ISO 3200-film har grovt, markant korn og en mere aggressiv, grafisk karakter. Valget af filmtype er dermed et æstetisk valg lige så meget som et teknisk, fordi filmen medbestemmer billedets udtryk på en måde, der ikke kan reduceres til blot et støjniveau-parameter.
Kontrastkarven beskriver, hvordan filmen reagerer på lys over det fulde toneomfang, og varierer signifikant imellem filmtyper. Kodak Ektar har eksempelvis en fin korning og mættet farvegengivelse, mens Kodak Portra er designet med brede eksponeringstolerancer og en blød, flatterende hudtonegengivelse. Ilford HP5 i sort-hvid er berømt for sin fleksibilitet og push-muligheder, mens Kodak Tri-X har et markant, klassisk korn, der har præget pressefotografering og dokumentarfotografering i årtier.
Tip: Opbevar ueksponeret film i køleskabet og eksponeret, ufrankeret film i fryseren for at bremse den kemiske nedbrydning. Tag filmen ud en time inden brug, så den kan akklimatisere sig til rumtemperaturen, og undgå at bringe film i håndbagage gennem røntgenscanningssystemer i lufthavne – brug altid håndinspektion for film med ISO 800 og derover, da røntgenstråling kan forårsage synlig fogging i de hurtigste filmtyper.