Hvad er calotype – det første negative-positive fotografiske system
Calotypen er en fotografisk proces opfundet og patenteret af den britiske videnskabsmand William Henry Fox Talbot i 1841 og repræsenterer et af de mest afgørende teknologiske spring i fotografiets tidlige historie: introduktionen af det negative-positive princip, der for første gang gjorde det muligt at reproducere et enkelt motiv i et ubegrænset antal kopier. Modsat daguerreotypiet, der producerede et direkte og unikt positivbillede uden mulighed for reproduktion, producerede calotypen et papirbaseret negativ, der kunne bruges til at fremstille et vilkårligt antal positivprints via kontaktkopiering i sollys. Det er dette reproduktionsprincip, der direkte har defineret al fotografisk praksis frem til digitaliseringen, og calotypen er dermed ikke blot en historisk kuriositet men fundamentet for fotografiets udvikling som kommunikativt og kunstnerisk medium.
Processens kemiske grundlag er et papirunderlag impregneret med sølvjodid, der er lysfølsomt og ved eksponering i et kamera obscura danner et latent billede, som derefter fremkaldes ved behandling med gallo-tannisk syre og endelig fikseres med natriumthiosulfat. Det resulterende negative papir, der efter voksbehandling opnår en øget transparens der giver bedre detaljeoverføring ved kontaktkopiering, bruges derefter som tryklag i en kontakttramme, der placeres i direkte sollys med lysfølsomt papir under, og kopieringen producerer et positivbillede der efterfølgende fikseres.
Den papirbaserede struktur er calotypens vigtigste tekniske begrænsning og årsagen til at processen på trods af sin reproduktionsevne ikke formåede at fortrænge daguerreotypiet i popularitet. Papirbasestrukturen, selv efter voksbehandling, introducerer en teksur og kornkarakter i de resulterende prints, der giver calotype-billeder et blødt og næsten malerisk udtryk men reducerer den fine detaljegengivelse og skarpheden, som daguerreotypiet formåede med sin spejlglatte metalbase. Det er denne bløde karakter der har givet calotype-billeder en varig æstetisk tiltrækning i retrospektiv og gjort dem til reference i fine art-sammenhænge, men der er ingen tvivl om at samtiden opfattede den manglende skarphed som en teknisk svaghed.
Talbots patent på calotypen i England og Wales var kontroversielt og bremsede teknologiens udbredelse markant, fordi det krævede betaling af royalties fra professionelle fotografer der ønskede at anvende processen kommercielt. I Skotland og i store dele af kontinentaleuropa var patentet enten ikke håndhævet eller slet ikke gyldig, og det er i disse geografier at calotypen oplevede sin mest produktive og artistiske blomstringstid, ikke mindst i Edinburgh-kredsen med David Octavius Hill og Robert Adamson som de mest fremtrædende udøvere.
Tip: Calotypens papirbaserede æstetik med dens bløde tonovergange og organiske tekstur kan i digital redigering delvist simuleres ved at tilsætte et fint korn, reducere mikroskarp heden en smule og anvende en varm sepiatone med let reduktion i de fineste hjørnedetaljer. Det er ikke en autentisk reproduktion men en hommage til processens visuelle karakter, der kan give moderne billeder et tidløst og historisk udtryk.