Hvad er DX-coding – filmens optiske kommunikation af ISO til kameraet
DX-coding er et standardiseret system til automatisk kommunikation af filmpatronens karakteristika – primært filmhastighed/ISO men også antal eksponeringsrammer og eksponeringslatitude – fra filmpatronen til kameraet via et optisk eller elektrisk aflæst mønster på patronens yderflade. Systemet blev introduceret i 1983 af Kodak og adopteret bredt af kameraproducenter og filmfabrikanter i løbet af 1980\’erne og 1990\’erne som en standardiseret og producent-uafhængig kommunikationsprotokol der eliminerede behovet for manuel DIN/ISO-indstilling i kompakt og avancerede amatørkameraer.
Det fysiske DX-mønster er et skakterning-lignende arrangement af sølv- og sorte felter på filmpatronens metalskal i et standardiseret layout der kan aflæses af elektriske kontakter i kameraets patronkammer. De elektriske kontakter registrerer om hvert felt er elektrisk ledende (sølv/metalkontakt) eller isolerende (sort/lakeret), og den resulterende binære kode dekodes til filmhastighed (ISO) og antal frames via en standard-kodetabel. ISO-koden dækker filmhastigheder fra ISO 25 til ISO 5000 i standardiserede DX-trin, og antals-koden angiver typisk 12, 24 eller 36 eksponeringer.
Kameraer med DX-aflæsning aflæser patronens kode ved ibrugtagning og indstiller automatisk den korrekte ISO-følsomhed i kameraets eksponeringsberegning uden fotografens indgriben. Kameraer uden DX-aflæsning kræver manuel ISO-indstilling, og en fejlagtig manuel indstilling producerer systematisk fejl-eksponerede billeder over hele filmrullen.
DX-kodningens relevans i nutidig fotografering er begrænset til den stadig aktive analoge fotografering med 35mm patronfilm, men systemet er teknisk elegant i sin simplicitet og er et godt eksempel på et standardiseringsinitiativ der løste et reelt brugervenligheds-problem med minimal teknisk kompleksitet.
Tip: Fotograferer du med et ældre manuelt kamera der ikke har DX-aflæsning, kan du omprogrammere DX-koden på filmpatronen ved at dække bestemte kontaktfelter med sort tape og dermed narre kameraer med DX-aflæsning til at registrere en anden ISO end filmens reelle hastighed – en teknik der bruges til push- og pull-processering.